Filharmonisk Kor synger opera

Skrevet tirsdag d. 6. september 2016

Filharmonisk Kor, Aalborg, tager en ny rolle på sig, når koret søndag d. 25. september kl. 15 synger operakoncert i Musikkens Hus.
Koret er normalt knyttet sammen med Aalborg Symfoniorkesters produktioner for kor og orkester og har siden korets etablering i 1961 givet musikinteresserede i Aalborg en lang række store musikalske oplevelser.
Men sammen med tre af landsdelens talentfulde, unge sangere træder de frem på scenekanten og opfører i Musikkens Hus' 3. sals foyer et inciterende program med musik af Giuseppe Verdi, Richard Wagner, Camille Saint- Saens, Erich Korngold og George Bizet.

Koret har en perfekt - og i vor dage usædvanlig - størrelse til at synge operamusik og romantisk kormusik, hvilket koret også giver smagsprøver på.

Solisterne er sopranen Lisbeth Jagd, som er uddannet fra Jysk Musikkonservatorium i 2013. Hun er lyrisk- dramatisk sopran, med base i repertoiret af Mozart og Puccini. Hun har endvidere meget engagement i moderne musik, hvilket hun også høstede fine anmelderroser for ved sin debut fra solistklassen fra Syddansk Musikkonservatorium i 2015.

Marie Keller Sørensen er mezzosopran og debuterer fra solistklassen sammesteds i oktober 2016.

Hun er barokkyndig og stemmecoach og underviser, men lørdag er hun en sydlandsk Carmen og en fristende Dahlila, som man nok skal betænke sig lidt ved at komme for nær!

Damerne får mandligt følgeskab af tenoren Jens Jagd, som siden 2014 har været knyttet til Den Jyske Opera, og som debuterede fra solistklassen i 2013. Jens Jagd modtog Rebilds Musikpris i 2012. Gennem sine studier hos blandt andet Tina Kiberg er Jens Jagd inde i en meget spændende udvikling, som man kan glæde sig til at høre i Walters smukke "Preislied" fra "Mestersangerne i Nürnberg."

Pianisten Christian Vestergaard, uddannet pianist fra Nordjysk Musikkonservatorium og tillige komponist og organist ved Oxholm og Langeslund kirker, akkompagnerer såvel solister som koret.

Margrethe T. Østergaard dirigerer. Hun er uddannet fra Det Kongelig Danske Musikkonservatorium, og har studeret korledelse hos Dan-Olof Stenlund, Stefan Parkman og Cecilia Alin.

Koncerten er realiseret med bidrag fra den nu forhenværende forening Musikhusets Venner.

Billetter kan købes på Musikkens Hus. Find kalender og den 25.9.16. Pris pr. stk. kr. 100.

Tilbage til oversigten